Avisdokumentation

Der blevet skrevet meget om Ruben og om fonografen. Henrik Engelbrecht har været de danske aviser igennem og samlet de indlæg, der handler om Rubensamlingen.

Politiken, 20. august 1889

Sidste Parisernyt.

Edison er under sit Ophold i Paris af den italienske Konge bleven udnævnt til Storofficer af Kroneordenen.

                   Edison, der kun med stort Besvær har undgaaet franske Reportere, har ikke kunnet modstaa en Medarbejder ved det amerikanske Blad New York Herald, der som bekendt samtidigt udgaar i de 3 Byer New York, London og Paris. Paa Spørgsmålet om, hvroledes det forholdt sig med det af Edison opfundne Apparat, der vil blive for Synet hvad Telefonen for Tiden er for Hørelsen, svarede Edison, at det selvfølgelig var en Fabel, hvad et Blad samme Dag fortalte, at man ved Hjælp af denne Maskine vilde kunne se fra Paris til New York. Derimod var han sikker paa, at man ved at telefonere mellem Paris og Brüssel ikke blot i Fremtiden vilde kunne faa at høre sin Modparts Stemme, men ogsaa faa hans Ansigtstræk at se. Om de lærde Ingeniører udtalte Edison, at Verden skyldte dem saagodtsom Intet. Deres Opgave var at koge Suppe paa, hvad Andre havde opfundet.

                    Om Fonografen fortalte Edison, at han havde arbejdet i 7 Maaneder, over 18 Timer hver Dag for at faa den til at sige det ene Ord Specia. Den svarede bestandig Pecia. Tilsidst var han ved at blive afsindig. Hvor stor Vanskelighed han havde haft at overvinde, fremgik deraf, at det Mærke, Staalpennen ved Ordet Specia satte i Cylinderen, kun var en Milliontedel Tomme dybt og ikke engang synligt med et Mikroskop. Denne, den største praktiske Vanskelighed, han nogensinde havde haft at kæmpe imod, var det dog omsider lykkedes ham at overvinde. Nu kunde Fonografen modtage 150 Ord i Minutet og med samme Lethed gengive dem igen.

                   Edison er saa henrykt over Paris, at han allerede har besluttet at forblive der en Maaned istedetfor 14 Dage. Om Eiffelstaarnet har han gentagende ytret, at det langt havde overtruffet hans Forventning. Karakteristisk for den store Opfinders Energi er det, at han, der ved sin Ankomst til Frankrig kun kunde sige de to franske Ord bonjour og merci, straks har begyndt et Kursus i Fransk, og det med et overraskende Resultat.


Politiken, 22. august 1889

Edison interviewet.

En af Pall Mall Gazettes Medarbejdere har interviewet Edison i Paris og bringer sit Blad en lang, interessant Artikel om Mødet med den store Mand.

                   Som Svar paa den Skrivelse, hvori han bad Edison om at skænke ham fem Minutter, modtog han følgende kuriøse Linjer:

                   “All right. Fredag Kl. 11 Formiddag. Jeg vil til den Tid være nogenlunde klar i Hovedet. Min Hjærne arbejder for Øjeblikket med 275 Omdrejninger i Minuttet.”

                   Præcis Kl. 11 var Intervieweren, Mr. Sherard i Hotel du Rhin, hvor Edison bor. I den nydelige Dagligstue, hvor ham blev ført ind, var foruden Edison dennes unge, smukke Frue til Stede, endvidere Oberst Gourand, en Mr. Durer o. fl.

                   Mr. Sherard spildte ikke Tiden. Han forelagde straks Edison et Spørgsmaal angaaende Maskinen til Uddragning af Erts. “Det vil blive en stor Ting”, sagde Edison. “Vi har allerede 80 Maskiner i Arbejde i Jærnminerne. De er foreløbig kun indrettede til Brug i Jærnerts; men jeg studerer for Tiden paa en Maskine, som skal behandle baade den genstridige Sølverts og Guldertsen. Har vi først den, saa skal vi lave flere Penge!”

                   Mens Talen gik videre ind paa Enkelthederne ved denne Maskine, kom der en ny Interviewer…..[udeladt]……

Fonografen og Pressen

Om Fonografen meddelte Edison, at man i New-York allerede havde god praktisk Nytte af den. Ikke mindre end 1800 Maskiner er i Brug i større Handelshuse. “Jeg har endelig nu set mig i Stand til at lave en fuldstændig solid Cylinder, som kan forsendes paa saa lang Afstand, det skal være, uden at man risikerer, den tager nogen Skade.”

                   “Et drøjt Arbejde har jeg haft med mine Fonografer, og det har kostet mange Penge. Jeg har ogsaa nu lavet en lille Model – en Lommefonograf, om man vil -, hvis Cylinder kan optage 800 Ord, altsaa et almindeligt Brevs Længde, og som vil være meget praktisk til almindelig Korrespondance. Den er imidlertid ikke saavidt færdig endnu, at den er til Salg.”

                   “Bladene vil kunne have stor Nytte af Fonografen,” sagde Edison. “Den bruges allerede i New-Yorker-Bladet The Worlds Kontorer. Reporterne kommer dér og taler ind i den. Cylinderen er ført op ovenpaa til Sætterværelset og Typograferne sætter efter dens Diktat. De arbejder paa den maade meget hurtigere, sætter flere Linjer i Timen end efter det gamle System og tjener følgelig flere Penge.

[…..om Paris m.v.: udeladt]

Politiken, 14. september 1889

Edison skrev i Eiffels Stambog den sidste Dag han besøgte Eiffelstaarnet: “To M. Eiffel, the enginer, the brave builder of so gigantic original Specimen of modern engineering from one who has the greatest respect and admiration for all engeneers including the great engineer the Bon Dieu.”


Politiken, 16. september 1889

Edison i Berlin

Edison forlod igaar Berlin efter at have opholdt sig nogle Dage i den tyske Rigshovedstad. Den berømte Opfinder udtalte sin Beklagelse over, at hverken Bismarck eller Moltke var i Berlin. Han agtede at sende dem hver en Fonograf for dog at kunne faa en Samtale med dem.

                   Edisons Fonograf var i Lørdags udstillet i Siemens & Halskes Fabrikslokaler. Foruden Fabrikens Funktionærer havde en større Kreds af Herrer og Damer modtaget Indbydelse til at overvære Eksperimenterne. Fonografen reproducerede bl.a. en russisk Melodi, som fire ungarske Damer, Søstrene Statiana, havde indsunget i Paris den 29. Avgust. Edisons Assistent, Hr. Wangemann, bemærkede srøgende, at dette vel med Rette kunde kaldes en international Præsentation: En amerikansk Fonograf gengav i Tyskland en russisk Melodi, som Magyarer havde sunget i Frankrig.

                   Angaaende Fonografens Brugbarhed i det praktiske Liv ytrede Wangemann følgende:

                   “At Fonografen inden lang Tid vil komme til at spille en stor Rolle i Parlamentet og Retssalen, tør anses for hævet over enhver Tvivl. Naar et Parlamentsmedlem paastaar, at hans Modstandere citerer hans Udtalelser forkert, behøver man blot at ty til Fonografen for at faa  nøjagtige Oplysninger om, hvorvidt Paastanden er beføjet eller ej. Det vil sikkert ogsaa snart blive almindelig Brug at diktere Fonografen testamentariske Bestemmelser.

                   Ulige større Betydning har Fonografen dog i komercielle Forhold, da den paa fem Minuter kan optage og senere reproducere udførlige Meddelelser, som man vilde være en Times Tid om at nedskrive. Forsendelsen af fonografiske Meddelelser er derhos meget let og volder ingensomhelst Vanskelighed.

                   Der er ogsaa gjort adskillige Forsøg paa at benytte Fonografen i Lægevidenskabens Tjeneste. Bl.a. har man ved Febre og Hjærtesygdomme ad fonografisk Vej konstateret Pulsslagenes Hurtighed under Sygdommens forskellige Stadier.”


Politiken, 27. september 1889

Edisons Fonograf blev forleden Dag præsenteret det tyske Kejserpar. Fonografen hilste sine høje Besøgende med en lille Tale, der begyndte med, at den var stolt af, at det var blevet tilladt den at fremstille sig for den tyske Kejser, og endte med et Leve Kejseren! Kejseren blev naturligvis henrykt over saa megen Opmærksomhed, og da “det talende Vidunder” fortsatte med at give en hel lille Koncert, blandt hvis Musiknumre fandtes Kejserens Yndlingsmarsch, kandte den kejserlige Beundring slet ingen Grænser. Monarken besaa med stor Interesse Fonografens enkelte Bestanddele og udtalte, som sin Overbevisning, at den havde en meget stor Fremtid for sig. Særlig troede han, at Apparatet vilde vise sig formaalstjenlig til at lære Skolebørn den rette udtale af fremmede Sprog.


Dagens Nyheder, 29. september 1889

Et eksemplar af Edisons Fonograf er nu kommet hertil Byen. Apparatet, der eies af et Konsortium, blev iforgaars sendt til Fredensborg, hvor det for Kongefamilien gjengav 2 Romancer, som Kammersanger Simonsen havde foredraget heri Byen, et Koncertstykke af kgl. Kapelmusicus Lembke samt et Musikstykke udført af et større Blæseorkester. Opfindelsen høstede stormende Bifald blandt de fyrstelige Gjæster.


Berlingske Tidende, 30. september 1889

Edisons Phonograph blev Løverdag aften forevist for Hs. Maj. Kongen og Dronningen med høie Gæster paa Fredensborg Slot. Præsentationen, der fandt sted ved Generalkonsul Ruben og Chefen for Firmaet Cornelius Knudsen, bistaaet af en under det phonographiske Compagni i London ferierende Fagmænd, foregik i Havesalen og tog sin begyndelse henmod kl. 10, til hvilken Tid de mange for Tiden paa Slottet værende fyrstelige Herskaber med Damer og Cavalerer havde indfundet sig der. Med stor Interesse gjorde Selskabet sig bekjendt med det sindrige Apparat og lod sig meget omstændeligt forklare den tilsyneladende simple, men dog meget combinerede og sindrige Mechanisme, der sættes i Bevægelse ved Hjælp af en elektrisk Strøm. Hs. Maj. Kongen modtog først igjennem Apparatet en Hilsen fra den danske Coloni i London ved Generalkonsul Delecomyn[?], og det var øiensynlig med ligesaa stor Overraskelse som Glæde, at Kongen ad denne Vei blev hilset med de varmeste Ønsker om Lykke og Velsignelse for sig og det kongelige Huus. Tydelig og bestemt lød hvert Ord, og Forundringen voxede endmere, da Phonographen spillede Wörishöffer Marsche, udført af et stort Orchester, udført af et stort Orchester. Det var i høi Grad skuffende, idet hvert Instrument kom til sin Ret, kun Dirigenten, Musikdirecteur Balduin Dahl, der havde spillet til Phonographen, savnedes. Men ikke nok dermed; Skridt for Skridt steg Interessen for dette Edisons nyeste Kunstværk og dets vidtrækkende Ævne til Reproduction. En Hilsen fra Gladstone til Edison, “Gurre” udført af kgl. Kammersanger Simonsen, “the last rose of summer”, en Hilsen fra Edison til Oberst Gouraud i England, en af Offenbachs meest populære Melodier af “Den skjønne Hlene”, osv. osv. fængslede de kongelige og keiserlige Herskaber i henved to Timer, og det var ene og alene paa Grund af den fremrykkede tid, at Præsentationen afbrødes. 

Politiken, 1. oktober 1889

Edisons Fonograf, som for nogle Dage siden er indført her til Byen af Generalkonsul Ruben og Firmaet Cornelius Knudsen, synes straks at skulle blive en kærkommen Gæst her i Landet, som slaar sig ned og bliver her med det samme.

Der er allerede gjort talrige Bestillinger paa den, dels af Forretningsfolk her i Byen, som vil have Nytte af den, dels af nogle Godsejere omkring i Landet, som mere vil have den til at fornøje dem selv og deres Gæster med. Til Generalkonsul Ruben er der i det sidste Par Dage Indløbet Snesevis af Anmodninger om at faa det talende Vidunder i Agentur.

Fonografen præsenterede[s] i Lørdags Aftes for Kongefamilien og dens Gæster paa Fredensborg. Idag kl. 1 vil den have den ære at lade sig høre for Pressens Repræsentanter.


Nationaltidende, 3. oktober 1889 (aftenudgaven)

Phonograph Seance for den kjøbenhavnske Presse.

Fra…..Gottfried M. Ruben, …….Instrumentmager ……. Eneforhandler af …… Fonograf, have vi modt …. til at overvære en Forevisning af Fonografen, hvilken fandt Sted idag.

                   Programmet for Forevisningen saa saaledes ud:

1. Hilsen fra Fonografen til Pressen.

2. Romance, sunget af Hr. Bielefeldt.

3. Musiknumer, udført i New York, Piano, Fløjte og Violin.

4. Gladstones Brev til Edison.

5. Romance, sunget af Hr. Kammersanger Simonsen.

6. Fonografens Beskrivelse af sig selv.

7. Wörishöffer Marsch, udført af Hr. Balduin Dahls Orkester.

                   Man blev unægtelig overrasket ved de Fremskridt, Edison har gjort i Henseende til Tydelighed. Medens hans tidligere Fonograf kunde henvende sig til et helt Auditorium, kan den forbedrede Udgave kun henvende sig til et mindre Antal, det herværende Exemplar til seks Personer. Man fører en Guttaperkaslange med en Glasmunding til hvert Øre og hører da tydeligt hvert eneste Ord, endogsaa med den Klangfarve, den Talendes Stemme har havt. Apparatet har derved faaet mere praktisk Betydning i Forretningslivet, mindre som et morsomt Redskab i Fornøielsens Tjeneste. Ved Gjengivelsen af Sang synes det ikke at arbejde saa fuldkomment som ved Gjengivelsen af Tale.

                   Apparatet er ikke stor, men fint og kompliceret. Det staar i Forbindelse med et elektrisk Batteri og bestaar af fire Halvdele, en Motor, en Transmittør, en Reproduktør og en Cylinder. Paa Cylinderen der bestaar af en kemisk ren, haard, voxagtig Masse, overfører Transmittøren ved Hjælp af en lille Stift Tonesvingningerne. Der frembringes herved smaa Indsnit i Cylinderen, saa smaa, at de næppe kunne ses med det blotte Øie, og Reproduktøren, en lille haard Kugle, der føres hen over Indsnittene, gjengiver saa de optagne Toner. Paa Cylinderen, der er bestemt til at optage Tonesvingningerne, kan der rummes over 1800 Ord, og den kan bruges mange Tusinde gange.

                   I sin store Fabrik, i hvilken Tilvirkningen af Fonografer ledes af Hr. Hammer – efter Navnet at dømme kunde han være en Landsmand af os – og som fremstiller 200 Fonografer daglig, anvender Edison Fonografen i vidtstrakt Maalestok. Han har i sit Kontor en Reol med et Rum for hver af sine Funktionærer, og her opbevares de for hver enkelt bestemte Cylindre. Har Edison en Besked til en, overfører han den paa Vedkommendes Cylinder og sender denne til han, som saa atter gjennem Fonografen erfarer Chefens Ønske. I New York sælges saadanne Voxcylindre for 10 Cents. Edisons Privatsekretær benytter ligeledes Fonografen, og det Arbeide, som maaske ellers vilde kræve 10 Timer, udfører han i en Trediedel. Edisons Agent paa Udstillingen i Paris, Wangemann, benyttede den som postillon d’amour, som Budbærer til sin Hustru i New-York. Naar han ellers vilde bruge en halv Time til et Brev, brugte han kun fem Minutter til at tale ind i Cylinderen. Han sendte denne sidste til sin Hustru, som saa oven i Kjøbet havde den Glæde at høre sin Mands Stemme livagtig.

                   Man sparer altsaa uendelig megen Tid ved Hjælp af Fonografen. Man kan nu tale til denne og saa lade en Skriver kopiere Indholdet – den langsomme Diktering falder bort. Sætter man Fonografen i Forbindelse med en Telefon, kan man overføre Gjengivelsen af en Tale m.m. til fjerne Steder, endogsaa paa Afstande som fra New York til Filadelfia.


Berlingske Tidende, 3. oktober 1889 (aften)

Edisons Phonograph. Vi leve i Opfindelsernes Tid, vi omgives paa alle Sider af det Vidunderlige, og det er snart kommet saa vidt, at man ikke forbauses over noget. Ikke desto mindre er der ved Telephonens Nærbeslægtede, Phonographen, noget saa eventyrligt at det maa overraske selv en Tid som vor. Det klinger i Virkeligheden helt utroligt, at man nu kan [optafve] den menneskelige Tale paa et Valseapparat, og atter [aftafve] den efter forgodtbefindende om en Maaned, om et Aar, om tyve Aar eller mere, saa at den lyder som et fjernt Echo. Man kan, om man vil, sende sine Ord til Japan og lade dem klinge der for en dansk Koloni, ja man kan, hvis man har noget særlig vigtigt paa Hjerte, lade Phonographen opbevare det, for engang i Tiden, naar man selv er Støv og Aske, at lade sin Stemme lyde for en Slægt, der endnu ikke har set Dagens Lys. Var en Mand i forrige Aarhundrede kommen frem med en saadan Opfindelse, vilde han neppe have været ganke sikker for Baalet. Men i vor Tid, da Photographien fæster det flygtige Speilbillede til Papiret, og da det …… Dag for Dag taler tvers under Atlanterhavet med New York – paa en saadan Tid tvivler man ikke længere om Muligheden af at binde den menneskelige Tale til et Apparat for senere at [aftafve] den [den] tydeligt, ligesom man [aftafver] et Nøgle Garn. Og dog er der noget ved denne Opfindelse der tyder paa Amerika, og man [tror] at det er [kommen] til under særlige Forhold, i et Huus, som bærer Indskriften “Contoir for Opfindelser”.

                   Efter Indbydelse fra Generalkonsul G. M. Ruben, herværende Generalagent, og fra Corn. Knudsen, Eneforhandler, samledes i Eftermiddag en kreds af [Indbudte], deriblandt en [???] Repræsentanter for Pressen, til at overvære en Forevisning af det nye Apparat. I Nærheden af [????] var Edisons gamle og nye Phonograph opstillede. Den første arbeidede med en Metalplade, der sattes i Svingninger af Lydbølgerne hvorved disse forplantedes til en fin [Stift?] som ristede i Tinfoilie; den nye Phonograph arbeider derimod med en Glasplade og har to Stifter, een til at opfange Lyden og en anden til at gjengive den for Øret, og istedetfor Tinfolie benyttes her Vox, combineret med andre Stoffer – det er Opfinderens Hemmelighed – til at modtage Paavirkningen af Lyden. Denne danner gjennem Stiften overordentlig fine tegn i Voxrullen, neppe saa store som et punktum i almindelig skrift. Valsen drives paa den nye Phonograph ved elektrisk Kraft, paa den gamle ved Haandkraft. At gaae videre end til denne almindelige Forklaring vil neppe være muligt uden oplysende Figur. Ialtfald ville en nærmere Redegjørelse uden nogen saadan, ikke blive let at forstaae. Det maa være nok at sige, at Gjengivelsen af Tale og Musiksker ad den omvendte Vei af Optagelsen; thi idet Stiften sættes i bevægelse ved Tegnene paa Valsen, bringer den Glaspladen i Svingninger, som nøie svarer til dem, den har modtaget, og man hører da lydbølgerne. For at forstørke disse Faar enhver Tilhører to Traade eller Slanger, som ende i Glascylindre med Smaakugler, der sættes ind i Øret.

                   Der foretoges adskillige Prøver. Først bragte Apparatet en Hilsen til Pressen. Man hørte hvert Ord, hver Bøining i Stemmen, ja endog en svag, ufrivillig Hosten. Men det hele havde noget Andenhaandsagtigt over sig, omtrent som et Echo. Tydeligere lød Sangen “Den tapre Landsoldat”, enkelte Toner vare næsten besværlig stærke. Derefter fulgte en Oplæsning af Gladstones Brev til Edison. Det var høist interessant at høre denne Reproduction af Gladstones Talestemme, især naar man erindrer, at han gjælder for den første Taler i de forenede Kongeriger. Ogsaa her hørte man ethvert Tonefald, enhver Bøining i Stemmen, enhver Særegenhed i den engelske Udtale, og man skjelnede tydeligt, at Gladstones Organ er en ren og kraftig Basstemme. Et Musiknummer, udført i New York, for Piano, Fløite og Violin lød saa høit,. at det tildeels kunde høres frit i Stuen, uden Apparat stukket ind i Ørerne. Me dette lød det kraftigt og smukt; dog synes ikke alle Instrumenter at ligge lige godt for Phonographen. Der blev desuden sunget romancer af Hr. Bielefeldt og af Hr. Kammersanger Simonsen, og efterat Phonographen havde givet en Beskrivelse af sig selv (paa Engelsk), sluttede den interessante Forevisning med Wörishöffer Marsche, udført af Hr. Bald. Dahls Orhester.

                   Apparatet, der omtrent fylder fem [Oserteer?] i længden og omtrent en halv Alen i Høiden, menes at kunne sælges for ca. 700 Kroner. Naar det bliver almindeligt vil der sikkert dannes Samlinger af Voxruller, ligesom man nu har Bogsamlinger, og man vil da rindt om i Verden kunne høre celebre Parlamentstaler af Bismarck, [Ericpt?] og andre bekjendte Statsmænd.


Politiken, 4. oktober 1889

Hos Fonografen

Igaar Middags kl. 1 skulde Edisons ny Fonograf give sin første Forestilling for den kjøbenhavnske Presses Repræsentanter. Og “den kjøbenhavnske Presses Repræsentanter”, der ellers er en forholdsvis snæver Kreds, var kendeligt udvidet ved denne Premiere. Det var aabenbart ikke blot Pligten, der drev de mange Journalister og Redaktører op i Generalkonsul Rubens Lejlighed i Axelhus, hvor Forestillingen skulle gaa af.

                   Dér i et Hjørne af Stuen stod

                                                         Maskinen.

                   Paa et med grønt Klæde betrykket Bord af ca. en Alens Længde findes hele den vidunderlige Opfindelse. Der er Nøddetræskassen med den elektriske Motor, den lille Regulator, Valsen, som bærer den præparerede Vokscylinder, den uendeligt fint afpassede Skrue, ved Hjælp af hvilken Valsen forskydes, og Glaspladen, hvis Svingninger forplanter Talens Lyd til den lille Stift, som atter sætter sine nærmest usynlige Mærker i Vokset. Endelig Gummislangen, der er sat i Forbindelse med Glaspladen, og som forgrener sig i mange arme, der Par og Par er forsynet med Glasrør af en saadan Form, at de kan hænge løst i Ørene paa dem, der skal høre, hvad Fonografen har at fortælle.

                   Paa den anden Side Bordet staar to elektriske Elementer, som er sat i Forbindelse med Motoren, og en fint poleret Kasse, knap en Alen høj, som staar foran, indeholder “Repertoiret”.

                   Her ligger Gladstone Side om Side med Kammersanger Simonsen, og hele Balduin Dahls Orkester fylder ikke mere end en lille beskeden Fløjtenist fra de forenede Stater. I en rummelig Frakkelommekunde man for den Sags skyld godt have dem allesammen.

                   Med de vilde ganske vist efter en saadan Behandling blive en smule utydelige i Mælet, ligesom der ogsaa grumme let kunde gaa en af de Baldiun Dahl’ske Violinister med i Løbet.

                   Hvert “Numer”, enten det nu er Tale eller Musik eller Sang, findes jo nemlig paa sin Vokscylinder, og bliver Stiftens smaabitte Prikker i Vokset presset ud, gaar hele Foredraget i Skuddermudder.

                   Forestillingen begynder. 

                   Til samtlige Tilstedeværende udleveredes straks et Program, der saa saaledes ud:

                   Fonografisk Séance

                   for den kjøbenhavnske Presse.

1. Hilsen fra Fonografen til Pressen.

2. Romance, sunget af Hr. Bielefeldt.

3. Musiknummer, udført i New York, Piano, Fløjte og Violin

4. Gladstones Brev til Edison.

5. Romance, sunget af Hr. Kammersanger Simonsen.

6. Fonografens Beskrivelse af sig selv.

7. Wörishöffer Marsch, udføres af Hr. Balduin Dahls Orkester.

                   Den lille uforstyrrelige Englænder, som har ført Fonografen herover, er ifærd med at indstille Maskinen, de ihærdigste af Journalisterne har allerede sikret sig et par Hørerør og er svært spændte paa at modtage Fonografens “Hilsen”.

                   “All right” lyder det fra Englænderen, der bliver stille i Stuen, og Glasrørene farer i Ørene.

                   “Det er mig en Glæde herved at præsentere mig for den højtærede kjøbenhavnske Presse…Jeg haaber, at De vil synes saa godt om mig, at De vil bidrage Deres til at fremme min Udbredelse o.s.v.”

                   Ude i Stuen høres kun nu og da et ganske svagt Kvæk. De, der har staaet med Rørene, er forbavsede over, saa tydeligt Ordene lød, kun et Par Herrer syntes, at det buldrede altfor voldsomt; de har nemlig i bare Iver for at høre proppet Hørerørets Kugle helt ind mod Trommehinden.

                   Saa skal vi have Gladstone at høre.

                   Den sjældne og dyrebare Cylinder, til hvilken den store Mand har talt, tages forsigtigt op af Kassen og anbringes paa Valsen.

                   “All right!”

                   Ypperligt glider her Talens Strøm. Man kunde tro, man stod lige overfor “the great old man”, saa karakteristisk klinger denne Tale, saa levende lyder Ordene, som de udtales – med en noget bred Dvælen paa Vokalerne, et fast formet, ægte engelsk Sving i Tonen ved Slutningen af Sætningerne, med en egen dyb Klangfarve og langsomt – – just den gamle, endnu livskraftige Mand.

                   Det var overordenlig interessant om man end ikke forstod alt, hvad Gladstone sagde til Edison.

Musik og Sang pr. Fonograf.

                   Det ekcentriske Væsen holdt sig naturligvis ikke Programmet efterretteligt. Alle Balduin Dahls Musikere blev saaledes i Kassen; de havde ikke spillet saa absolut heldigt til Fonografen, forklarede Hr. Ruben, de var jo ikke vant til den Tilhører, han skulde ganske vist have det paa en lidt egen Maade.

                   Heller ikke Hr. Bielefeldt fik lov at lade sig høre, han har formodenlig heller ikke været ganske heldig.

                   Derimod blev der givet til Bedste en Trio, “udført i New-York”.

                   Den lød ganske mærkelig. Man kunde skælne de enkelte Instrumenter, men Violinen var rigtignok utilladelig dominerende i den Trio. Af og tilgav Fløjten et Pip fra sig, og Pianoets Taster klaprede flinkt, men Tonerne var egenlig ikke saa kønne.

                   Melodien var ganske vist tydelig at skælne fra først til sidst, men der er dog næppe tvivl om, at Solopræstationer ligger ulige bedre for Monsieur Fonograf.

                   Almindelig Glæde blev der, da Simonsens Cylinder fiskedes op af Kassen.

                   Paa Forhaand gjorde Hr. Ruben en Undskyldning for Hr. Simonsens ualmindelig kraftige Stemme. Den havde næsten været for kraftig for Fonografen.

                   Valsen drejedes rundt, og den kendte Røst klang i de Lyttendes Øren. Det var “Gurre”, han sang; Teksten var det lidt vanskeligt at følge hele Tiden, men Melodien blev korrekt nok gengivet. Noget andet er, at Hr. Simonsen ganske vist vilde være daarlig tjent med at faa sin Sangævne kritisk bedømt pr. Fonograf; flattére Sangen gør Fonografen nemlig absolut ikke. Tværtimod understregede den ubarmhjærtigt – men ganske pudsigt – den udmærkede Sangers Fejl.

                    To Gange maatte “Gurre” gives da capo; alle vilde høre den, og der var ikke Hørerør nok til dem alle. For den, der stod ved siden af Maskinen uden at være i Forbindelse med den, lød det nøjagtigt, som om Hr. Simonsen var lukket ind i et tykt Jærnskab, og dér sang af alle Kræfter for at slippe ud igen.

                    Pressen “fonograferet”.

                   Efter at Fonografen havde givet en Beskrivelse af sig selv (paa Engelsk) og fortalt og ladet høre, at den kunde baade le og græde, hoste og nyse og meget andet, i det hele havde godtgjort, at den sad inde med alle menneskelige Ævner i Retning af at frembringe Lyde, blev de tilstedeværende Journalister opfordret til at tale ind i Fonografen, der saa et Øjeblik efter skulde have den ære at gengive hver Enkelts Tale.

                   Efter i et Par Minutter at have søgt efter bon mots, der værdigt kunde repræsentere Bladene, lagde Nationaltidende for med de overraskende Linjer: “Og ligesom den var der, saa var den der ikke, og saa var den der dog alligevel.” Rask kvidredes de ind i Fonografen, der lidt senere gengav dem med en lidt drillende Dræven paa Ordene.

                   Saa kom Dagbladet. Det vidste hvad det vilde sige. Med Patos raabte det ind i Fonografen: “To be or not to be – that is the question”.

                   Det var for stærkt for Fonografen. Da den skulde raabe de skæbnesvangre Ord tilbage, lød det som et Fortvivlelsens Skrig, hvor Ordene næppe var at skælne. Men i Vokset havde Stiften sat sine dybe Mærker – dybere at se til end selve Gladstones Ord.

                    Gennem Tragten.

                   En mægtig Tragt blev forevist, hvilende paa et Stativ, dens Munding maalte omtrent en Alen i Diameter. Den benyttes til at fange lyden af de mange Instrumenter, naar et Orkesterstykke skal optages i Fonografen.

                   Derefter blev paa Fonografen anbragt en mindre tragt med Mundingen ud mod Stuen. I Baggrunden og i et tilstødende Værelse placerede alle de Tilstedeværende sig. Og lidt efter blæste Fonografen paa Cornet en af “Den skønne Helene”s bedst kendte Sange.

                   Tonerne lød ret fyldigt, og de kom ganske tydeligt hver for sig, men i det hele maa man naturligvis ikke vente nogen kunstnerisk Nydelse af Musik pr. Fonograf. Det lyder blot overmaade kuriøst.

                   Den gamle Fonograf.

                   Henne i en Vinduskarm stod et Eksemplar af Edisons første Fonograf fra 1878 med dens lidet komplicerede Maskineri.

                   Den gav det sidste nummer i Seancen. Hr. Cornelius Knudsen sang ind i den et par Strofer af “Den tapre Landsoldat”; nogle brægende Lyde gav den tilbage, i hvilken man kun med Nød og næppe kunde hitte en enkelt Tone.

                   Forskellen mellem denne Fonograf og den beundringsværdige Maskine, som nys havde produceret sig, gav en nogenlunde klar Forestilling om det eminente Arbejde, Edison har lagt i denne Opfindelse i det forløbne Decenium.


Dagens Nyheder, 4. oktober 1889:

Fonografen

Det nittende Aarhundredes sidste Vidunder har holdt sit Indtog i Danmark. Fonografen er kommen.

Telegrammer og Korrespondancer havde alt længe meldt om dens Triumftog gjennem Amerika, Frankrig, England og Tyskland. Der har dens geniale Ophavsmand Edison selv præsenteret sit Snilles yngste Foster. Ved Banketter og Fester er han bleven feiret af Europas største Mænd, og alle have udtalt deres høieste Beundring for ham og hans Maskine.

Til Nordens Athen har han ikke villet drage selv. Berlin gjensaa ham, da han en Gang var reist, fordi han vilde vise Keiser Wilhelm og Bismarck Vidunderet. Paa Fredensborg lod han sig repræsentere af de tilkommende Ledere af Fonografkompagniet for Skandinavien: Generalkonsul Ruben og Fabrikant Cornelius Knudsen.

Med den største Interesse lyttede de høie og høieste Herskaber til Maskinens Tale, og ikke mindst Lykke gjorde der en Hilsen til Hs. Maj. Kongen fra den danske Generalkonsul i London.

Igaar naaede Fonografen ned til den mere borgerlige Sfære, hvortil Pressens Repræsentanter høre. I Generalkonsulens Private Leilighed samledes over en Snes af disse med forskjellige lærde Herrer for at giøre Bekejendtskab med den amerikanske Opfindelse.

Den stod paa et Bord og saa meget ligefrem ud, naar man blot ikke sammenlignede den med hans forgænger i Kunsten, som for en halv snes Aar siden præsenteredes her i Byen. Den var meget simpel: En Tragt over en staniolklædt Valse, som dreiedes med et simpelt Haandsving. Den nye derimod er en aflang Kasse med et Maskineri ovenpaa og ved Siden to store elektriske Batterier. De sætte Maskinerne igang, som dreier Valsen med Voxcylinderen, Apparatets store Hemmelighed, der i sig rummer Skelettet til Gjengivelsen af den menneskelige Tale.

                             Men der er en anden stor Forskjel mellem den gamle og den nye Maskine. Den gamle gjengav det, der var talt ind i den, saa høit, at det kunde høres over hele Stuen. Den nye er mere lavmælt, for at høre dens Visdomsord maa man sætte sig i Forbindelse med den ved Hjælp af Høreslanger; men saa gjengiver den til Gjengæld hver en Modulation i Stemmen. Og saa kunde den gamle kun gjentage det Sagte tre-fire Gange, den nye reproducerer sin Visdom 5-10.000 Gange.

Principet er uforandret. Naar Talen optages sætter Lyden en Plade i Bevægelse, og laden presser en Stift ned i den bløde Voxcylinder, som optager lange og korte Masker efter Lydbølgens Længde. Og naar Taler gjengives er det Voxets Mærker, der bevæge Stiften, saa at denne atter ved Pladen fremkalder de samme Lydbølger som før.

De Prøver, der vistes paa Fonografens Kunst, vare ganske vellykkede. Den tiltalte paa tydeligt Dansk Pressens Medlemmer, og den forklarede paa Engelsk sine egenskaber, illustreret med Prøver paa Graad og Hvin, Latter og Hoste, Fløjten og Sang. Saa lod den “the grand old man” holde en Tale i smukke Vendinger til Mr. Edison, og den gjorde de let forstaaelig for os, som aldrig have hørt den store liberale Politiker tale, at hans kraftige Røst med den smukke Klang kan begeistre de store engelske meetings. Fra New-York bragte den Hilsen med et Musiknummer for Piano, Fløjte og Violin, og den forstod at skelne mellem de tre Instrumenter, og endelig gjengav den Kammersanger Simonsens Røst med en Nøiagtighed, der ikke lod en eneste af Sangerens Feil skjule; han tremolerede og snøvlede, saa han vist maa væren bleven bange for sig selv, hvis han har hørt det. Tiden slog ikke til for Gjengivelsen af det, der var betroet Maskinen af Balduin Dahls Orkester.

                             Sagen var den, at de tilstedeværende Gentlemenskulde forsøge at tale til Fonografen, men det var den ikke rigtig med paa. En mathematisk Professors tydelig udtalte dedain for en Tysk kollegas Bevis for, om vi huske ret, Gordons Sætning vilde den intet som helst have at gjøre med; lidt bedre stemt var den, da en forhenværende Skuespiller betroede den det berømmelige Omkvæd “Lie’som den var der”, hvorimod en fungerende Redaktionssekretærs med Tordenstemme udtalte Sentens a la Hamlet: “to be or not to be” gjorde et saadant Indtryk paa den, at den ved Gjengivelsen udstødte uartikulerede Brøl. Det kan jo være, at den kræver bedre Forståelse for at komme ud af det med Folk.

                             Som Helhed maa det siges, at Fonografen endnu kun er et interessant og kostbart Legetøj – den kommer til at koste henved 700 kr. Praktisk Nytte vil den maaske med Tiden komme til at yde – naar man hverken behøver at tale lige ned i dens Tragt eller at anstille sig døv for at høre den. Det siges der, at Edison arbejder paa. Han vil erstatte voxrullerne med Voxbøger, og han vil bringe det dertil, at Maskinen kan optage enhver Lyd i Stuen, hvor den findes.

                   Naar vi ere komne saavidt, vil det være paa Tide at tale om Instrumentets almene Betydning, forløbig nøies vi med at blotte Hovedet i Beundring for den berømte Konstruktør.


Dagens Nyheder, 5. oktober 1889

ANNONCE:

Industriforeningen.

Edisons Fonograf forevises imorgen Lørdag den 5. oktober kl. 7 1/2 Aften for Foreningens Medlemmer. Efter et kort indledende Foredrag gives der indtil 300 Medlemmer adgang til at høre Fonografen i Hold paa 6 ad Gangen, hvert i ca. 2 minutter. Biletter hertil med paatrykt fornøden Tidsangivelse kunne afhentes imorgen Formiddag i Foreningens Lokale.

                   Til de af Hr. Generalkonsul Ruben og Firmaet Cornelius Knudsen fra Søndag den 6. Oktober i Foreningens Lokale mod Entré foranstaltede offentlige Avditioner kunne Foreningens Medlemmer faa Adgang mod halv Betaling, naar de i Foreningens Lokale forud afhente en i saa Henseende som Legitimation fornøden Billet. Hvert Medlem kan kun afhente een saadan og maa ved Afhentningen medbringe sit Medlemskort.


Politiken, 7. oktober 1889

ANNONCE:

EDISONS NY FONOGRAF forevises i Industriforeningens Foredragssal foreløbig Søndag, Mandag og Tirsdag fra 10-1 Form. og 5-8 Efterm. Onsdag fra 10-1, Form. og 5-7 Eftm. Adgangskort á 1 Kr. faas ved Indgangen.


Politiken, 8. oktober 1889

ANNONCE:

EDISONS NY FONOGRAF forevises i Industriforeningens Foredragssal foreløbig Søndag, Mandag og Tirsdag fra 10-1 Form. og 5-8 Efterm. Onsdag fra 10-1, Form. og 5-7 Eftm. Adgangskort á 1 Kr. faas ved Indgangen.

ANNONCE:

Edisons nye Fonograf forevises i Industriforeningens Foredragssal foreløbig Tirsdag den 8de fra 10-1 Form., 5-8 Efterm. og Onsdag den 9de fra 10-1 Form. og 5-7 Eft. Adgangskort á 1 Krone faas ved Indgangen.


Dagens Nyheder, 8. oktober 1889

ANNONCE:

Edisons nye Fonograf forevises i Industriforeningens Foredragssal foreløbig Tirsdag d. 8. fra 10-1 Form. 5-8 Eft. og Onsdag d. 9. fra 10-1 Form. og 5-7 Eft. Adgangskort á 1 Krone faas ved Indgangen.


Dagens Nyheder, 9. oktober 1889

ANNONCE:

Edisons nye Fonograf forevises i Industriforeningens Foredragssal foreløbig idag, Onsdag d. 9, fra 10-1 Form. og 5-7 Eft. Adgangskort á 1 Krone faas ved Indgangen.


Dagens Nyheder, 9. oktober 1889

Edisons Fonograf præsenterede sig igaar for Industriforeningens Medlemmer, der vare mødte meget talrigt ved de forskjellige Forevisninstiderog taalmodigt ventede i Grupper paa seks for at høre de mange interessante Ting, Fonografen havde at meddele dem. Programmet for Seancen, der væsentligt var det samme som ved Fonografens Præsentation for Pressen, gjorde meget Lykke og navnlig Fonografens Gjengivelse af Sang og Musiknumre.


Politiken, 26. oktober 1889

I Wien forevises i denne Tid en Grafofon. Den synes at yde ganske det samme som Fonografen, og er som denne en amerikansk Opfindelse. Dens Konstruktion er imidlertid meget simplere end Fonografens, og Opfinderen, Sumner Tainter paastaar, at hans Apparat er ældre end Edisons. Grafofonen ligner en Symaskine og sættes ligesom denne i Bevægelse ved et Trædehjul. Elektriciteten anvender den ikke, hverken som motorisk Kraft eller til Optagelse og Gengivelse af Tonerne. Man taler ind i en Tragt, Lydbølgerne sætter da en linjetynd Metalplade i Bevægelse, hvorved atter en Staalstift bringes til at punktere en Voksvalse, der bevæger sig rundt. Skal Grafofonen reproducere det Optagne, drages Valsen rundt, Stiften sættes derved atter i Bevægelse og virker nu paa et telefonlignende Apparat, hvorfra Talen eller Sangen opfanges gennem et Hørerør, der maa holdes tæt ind til Øret. Kun en Person ad gangen kan nyde godt af Grafofonens Præstationer, men Opfinderen har det bedste Haab om snart at faa den isand til at underholde et helt Selskab. Bl.a. baade deklamerede og sang den bekendte Burgteater-Skuespiller Sonnenthal ind i Grafofonen, og dens Gengivelse heraf vakte megen Beundring.


Dagens Nyheder, 26. oktober 1889

ANNONCE:

Edisons nye Fonograf. Iaften, Lørdag den 26. ds. Kl. 7, holder Hr. Docent H.O.G. Ellinger i Kronprinsensgade 7 (Gl. Frimurerloge), Foredrag om Fonografens Teknik. Fonografen vil blive forevist i Virksomhed, saavel for det samlede Auditorium, som paa nærmere Hold. Adgangskort á 1 Kr. faas i kgl. Hofmusikhandelsen, Amagertorv 6, samt ved Indgangen. Det bemærkes, at kun et begrænset Antal Billetter ville blive udleverede.


Politiken, 31. oktober 1889

Fra Amerika meldes om en ny mærkelig Talemaskine, der skal overgaa baade “Fonografer”, “Grafofoner” og hvad de nu alle hedder. Den ny Opfindelse hedder “Fonortograf”, og dens Fortrin bestaar i, at hvad der siges ind i den, afmærkes paa et Ark Papir, der kan forsendes som et almindeligt Brev. Ogsaa i Prisbillighed overgaar “Fonortografen” sine Konkurrenter, idet den sælges for en Souvereign.


Politiken, 1. november 1889

ANNONCE:

Edisons Fonograf Cy. Agenter antages i Danmarks Købstæder. Betingelserne for Erhvervelsen af Agentur meddelels af undertegnede Generalagent for Norden, til hvem Henvendelse desangaaende bedes rettet.

                                                         Gottfried M. Ruben.

Eneudsalget for Kjøbenhavn er hos Cornelius Knudsen, Kjøbmagergade Nr. 37.


Politiken, 6. november 1889

Kunsten stiger: Edison har nu ladet fabrikere smaa Fonografer, der anbringes i Maven paa dertil indrettede Dukker, der altsaa bliver i Stand til at tale. En god Moder vil forære sin Datter en Dukke med Fru Nibs Kogebog på den snakkesalige Fonograf


Politiken, 8. december 1889

ANNONCE:

Circus Variété. Hver Aften fra Kl. 7¼  – 11¼ :

Stor Forestilling og Koncert.

                   Iaften Optræden af Star og Lydia, sidstnævnte kaldet Luftens Venus, Damesextetten André samt det øvrige store Kunstnerpersonale.

                   N.B. Fonografen forevises kun nogle faa Dage.

(o.s.v.)


Politiken, 27. december 1889

ANNONCE:

Etablissement National. Iaften Fredag d. 27. Decbr. Kl. 8:

Fonografen. Jornalistik og Kærlighed. Maa jeg be’e om min Trompeter. Storhertuginden af Gerolstein.

(o.s.v.)


Politiken, 9. & 11. januar 1890

ANNONCE:

Paa given Foranledning meddeles at

                   Edisons nyeste Phonograph

kan forevises i private og offentlige Skoler, Foreninger og i private Selskaber.

                   Henvendelser desangaaende bedes rettet til Hr. Cornelius Knudsen, Kjøbmagergade eller til Selskabets Kontor, Stormgade 3, stuen fra 9-1 Form. og 3-7 Aften.


Dagens Nyheder, 22. februar 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograph-Compagniet aabner imorgen i sit Lokale Stormgade 3, 1. Sal, en offentlig Udstilling af

                   EDISONS FONOGRAFER I VIRKSOMHED.

                   Udstillingen er aaben: Søndag den 23. ds. 5-8. Entré 50 Øre. Mandag og følg. Dage, aabent fra 1-4 og 7-9.

                   Paa Grund af den imødekommenhed, som Edison Compagniet har mødt fra Danske og fremmede Kunstnere, ser man sig i Stand til at lade Fonografen gjengive Tale, Sang og Spil, udførte af fremragende Skuespillere, Sangere og Musikere.

                   Edisons Fonograf-Compagniet, Stormgade 3


Dagens Nyheder, 22. februar 1890

Edisons Fonograf forevistes igaar i ny og forbedret Skikkelse i danske Edison Kompagnis ny Lokale i Stormgade. I en stor, smukt dekoreret Sal ere Apparaterne opstillede; til Sammenligning findes ogsaa et Exemplar af Edisons Fonograf fra Halvfjerdserne.

                   Forevisningen indledtes med et Foredrag af Dr. J. G. Forchhammer. Han oplyste, at Cylindrede nu vare af en Komposition, der bevirkede, at de generende, surrende Bilyde ikke længer fremkom. Forøvrigt kunde man anvende Plader, der hæftes paa Cylinderen, og som saa kan tages af og forsendes som Brev, naar de er fyldte med Tale. Ogsaa de galvaniske Batterier have modtaget Forbedringer.

                   Sluttelig foretoges en Række Experimenter med Fonograferne, ligesom det Talte opskrevedes med en amerikansk Skrivemaskine.

                   Apparatet foredrog bl.a. en Komposition af Gounod for Piano og Kornet: Qund je dors, der i London var spilllet ind i Apparatet.

                   Derefter lod Apparatet Hr. Güthler foredrage “Spillemanden” af Holger Drachmann, der reproduceredes med glimrende Nøiagtighed. “Ønsker De et vers til?” lød det pludselig. “Ja Tak. – “ “Saa skal De faa det.” Og nu gik Sangen videre. Dernæst lod Apparatet en bekjendt Deklamatør fortælle: “Hvorledes jeg blev dekoreret”. End ikke den svageste Stemmenuance i dette humoristiske Foredrag manglede. Disse Foredrag havde Apparatet kun produceret for Enkeltmænd igjennem Hørerør; der efter talte det til et helt Auditorium. Apparatet forsynedes med en Lydspreder, og neppe var denne anbragt, før hele Lokalets Tilhørerkreds paa engang kunne glæde sig ved en “Kornetsolo” af Sonambula foredragen ved en Koncert i London; endogsaa i det tilstødende Værelse kunde man, selv naar Dørene vare lukkede, høre Klarinetvirtuosen slaa sine Triller. Paa Søndag Eftermiddag Kl. 5-8 forevises Apparaterne offentlig.


Politiken, 22. februar 1890

ANNONCE:

EDISONS Fonograf-Compagniet aabner imorgen i sit Lokale Stormgade Nr.3, 1. sal, en offentlig Udstilling af EDISONS FONOGRAFER i VIRKSOMHED.

Udstillingen er aaben: Søndag d. 22. ds. 5-8. Entré 50 Øre.

Mandag og følg. Dage aabent fra 1-4 og 7-9.

Paa grund af den Imødekommenhed som Edison-Compagniet har mødt fra danske og fremmede Kunstnere, ser man sig istand til at lade Fonografen gengive Tale, Sang og Spil, udførte af fremragende Skuespillere, Sangere og Musikere.

Edisons Fonograf-Compagniet, Stormgade 3.


Politiken, 23. februar 1890

ANNONCE:

EDISONS FONOGRAFER i VIRKSOMHED.

Udstillingen er aaben: Idag Mandag 5-8. Entré 50 Øre. Stormgade 3, 1. sal.


Politiken, 24. februar 1890

Fonografisk Séance.

Fonografen havde i Fredags for anden Gang Pressen til Gæst. Indbydelsen lød dels paa en Séance, dels paa et forklarende Foredrag og var motiveret ved, at Fonografen “i den sidste Tid er undergaaet flere Forandringer”.

                   Siden Fonografen første Gang lod sig høre her i Byen, har den faaet sit eget Lokale. Generalagenturet for “Edison Phonograph Co.” for Skandinavien, er flyttet ind i Stormgade Nr. 3.

                   Her, i en rummelig Sal, var igaar opstillet tre-fire Fonografer, et Fortepiano, der ved en stor Tragt var sat i forbindelse med en Fonograf, og et Flygel, over hvilket svævede en i Loftet fastgjort, endnu større Tragt – en paa ca. halvanden Alen i Diameter.

                   Paa Væggen hang en Tavle med Afbildninger af Fonografens forskellige Dele, og det forklarende Foredrag støttede sig til disse Tegninger. Hvorledes en Fonograf er indrettet, og hvorledes den arbejder, vil imidlertid være en kendt Sag.

                   Forbedringerne skulde bestaa i, at en anden Masse anvendes til Voksrullerne end tidligere, og at der til de elektriske Apparater, som driver Fonografen, benyttes Sodaelementer i Stedet for Kromsyreelementer. Herved vilde være opnaaet, at Talen fra Fonografen lød klarere, og især at den Larm, Fonografen tidligere gjorde, mens den talte, blev betydelig formindsket.

                   Eksperimenterne tog nu deres Begyndelse. Der blev talt og sunget, fløjtet og lét ind i Apparatet, og det gav alle Ord og Lyde fra sig igen gennem en Tragt, saa at man kunde høre det overalt i Salen. Ordene kom imidlertid tilbage men en kvækkende Lyd, som nu og da endog gjorde det lidt vanskeligt at forstaa dem.

                   Mest Fornøjelse har man stadig af Fonografens Underholdning, naar man holder Glasrørene i Ørerne; paa den Maade fik man gengivet et Musiknummer for Horn og Klaver, som afleveredes i Fonografen paa Stedet, og man hørte et Orkesterstykke og en Kornetsolo, spillet i London; ogsaa hjemlige Ting diverteredes Selskabet med, bl.a. en af Kollings Viser som Jappe i “De Forlovede”; den tog sig ganske pudsig ud pr. Fonograf.

                   Medens det bestandig maa hævdes, at den musikalske Nydelse, en Fonograf forskaffer én er lig Nul, kan det paa den anden Side ikke nægtes, at Fonografen arbejder med mindre Støj, og at dens Tale lyder nogenlunde klarere end tidligere, naar man opfanger Ordene direkte gennem Kautschukslangerne. Som Talemaskine er det udelukkende, at Fonografen har sin Betydning; som saadan vil den jo ogsaa, særlig ved omfattende Korrespondancevirksomhed, kunne gøre god praktisk Nytte.


Berlingske Tidende, 24. februar 1890

Phonograph-Udstilling. En interessant Udstilling af Edisons Phonographer i Stormgade Nr. 3 er i disse Dage aabne for Publicum.

                   I Udstillingslokalet findes en Række Phonographer opstillede paa Borde. Til hver er fæstet et mindre Antal Guttaperchaslanger med Glasrør, gjennem hvilke Lyden tilføres Øret. Phonographen er i sin nuværende Skikkelse med de Forbedringer, den amerikanske Opfinder har ladet den undergaae, et nemt lille Apparat, saavel i [?????] som i sin [????] betydelig forskjellig fra det Første, noget primitive Apparat, Edison i slutningen af halvfjerdserne første Gang præsenterede som Talemaskine. Lyden er blevet klarere og renere, den Støi, Maskinen [?????] under Bevægelsen, er betydelig formindsket, og medens den gamle Phonograph kun faa gange kunde gjentage de talte Ord, kan den, saaledes som den nu er construeret, aflæses tusinder af Gange, uden at Lyden svækkes eller forvanskes.

                   Det er selve Luftens Lydbølger, der afsættes paa den præparerede Voxrulle med dybere eller lettere Indtryk, alt efter Lydbølgens stærkere eller svagere Svingning. Luften sætter en tynd Glasplade i bevægelse, og denne forplanter Bevægelsen videre til en letvirkende Stift, der saa meddeler [voxet???] [???] Indtryk. Skal Voxrullen aflæses, dreies en anden Skive frem for den [???] om hvilken den er [oprullet?], en kugleformet Stift griber ned i de [????] uhørlige Fordybninger i Voxet og gjengiver [????] Lydene i den samme Orden, i hvilke de ere [?????].

                   Det elektriske Batteri, der driver den fikse Maskine bringes til at virke. Tilhørerne gribe Guttaperchaslangerne og føre disses Glasspids tæt op til Øret og strax efter lyder Tonerne fra Apparatet med en noget tilsløret [Biklang?] men ret tydelige, som et let kjendeligt Echo af den Stemme, der har udtalt dem. Den [????] med Tale og Sang. Skuespillernes kjendte Røster afløste ret klarttonende Musikstykker, tydeligt gjengivne i de høie Toner, mindre [let????] ved de dybe, hvor Luftsvingningerne ere mindre, Indtrykket paa Voxet mindre. Guttaperchaslangerne anvendes for at bringe Lyden directe til Øret, idet den ved at bringes frit ud i Rummet, foruden at blive savgere, let vilde paavirkes af uvedkommende Bilyd. Kun hvor de Voxet tilsagte Indtryk er tilstrækkeligt prægnante, som f. Ex. gjennem Lyden af en Cornet, bliver det unødvendigt at lede lyden gjennem disse Canaler. Udstillingen giver fornøielige Pøver herpaa.

                   Den lille Udstilling vil sikkert være et Besøg værd.


Politiken, 2. marts 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf i Virksomhed hver Søndag fra 4-9 á 50 Øre. Hver Mandag, Onsdag og Lørdag 1-4, 7-9 á 50 Øre, hver Tirsdag og Fredag fra 1-5 Ekstraforestilling, Entré 1 Kr.

                   Forevisning for sluttede Selskaber finder sted udenfor ovennævnte Tider for 20 Kr. pr. Time.


Aftenbladet, 7. marts 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf i Virksomhed. Stormgade 3, 1. sal. I Morgen Lørdag fra 1-4, 7-9. Entré 50 Øre. Forevisning for sluttede Selskaber finder sted udenfor ovennævnte Tider for 20 Kr. pr. Time.


Politiken, 9. marts 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf  der gengiver Tale, Sang og Spil udført af fremragende Skuespillere, Sangere og Musikere er

                   i Virksomhed

Stormgade 3, 1. sal. Idag Søndag fra 4-8. Entré 50 Øre. Forevisning for sluttede Selskaber finder sted udenfor ovennævnte Tider for 20 Kr. pr. Time.


Horsens Avis, 29. april 1890

Edisons Fonograf. Et exemplar af Edisons saa maget omtalte Fonograf er af Hr. Murmester v. Essen her i Horsens kjøbt af Edisons Fonografkompagni i London, og Hr. v. Essen har samtidig tilkjøbt sig Eneretten til at lade dette interessante Fænomen forevise i Jylland. Han begynder i denne uge i Aarhus.


Demokraten, Århus 1. maj 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf (Talemaskine) forevises St. Bededag og derefter en kort Tid daglig i Haandværkerforeningen (Damegalleriet) fra kl. 11 til 1, fra kl. 3 til 6 og fra 8 til 10. Billetpriserne er fra Kl. 11 til 1 Kr. 50 [0.50], den øvrige del af Dagen 1 Kr. Adgang for alle.


Jyllands-Posten, 2. maj 1890

Edisons Fonograf

der i Dag af Edisons Fonograf-Compagni i Horsens ved Hr. v. Essen forevises i Aarhus Haandværkerforenings Lokaler, blev i Gaar forevist for Repræsentanter for den lokale Presse. Den gjengav meget tydeligt saavel Tale som Sang og Musik, og navnlig en Kornetsolo blev gjengivet meget skuffende.

                   Denne interessante Opfindelse lønner det sig nok Umagen at gjøre Bekjendtskab med, saa at Publikum ikke bør forsømme Lejligheden.


Demokraten, Århus 3. maj 1890

Fonografen. Vi har tidligere omtalt udførligt Fonografen og dens Opfinder. VI kan derfor indskrænke os til at meddele Publikum, at Fonografen svarer til sit gode Rygte. Det er saa fænomenalt glimrende hvad den præsterer, og den afgiver paa samme Tid et storartet Begreb om vor Tids Fremskridt paa Opfindelsernes Omraade.

                   Vi tilraade derfor vore Læsere at benytte Lejligheden til at se og høre Fonografen.

                   Til den Seance, som i Torsdags fandt Sted for Pressens Repræsentanter, udførte Fonografen bl.a. følgende Numre:

                   “Hilsen til Pressen fra Fonografen”, en ærbødig og versificeret Hyldest til den 6te Stormagt fra den nyeste Opfindelse.

                   3. “Erzählung von Lohengrin og Troubaduren af Martha” sungen af Nordal Bruun.

                   4. En Nysevise, af Skuespiller Møller fra København.

                   5. Kong Kristian stod stod ved højen Mast” og “God save the Queen”, den danske og engelske Nationalsang i Orkestermusik.

                   6. Et Stykke af Faust af Klaver og Kornet indblæst i Filadelfia

                   7. En solo for Kornet, indblæst i London.


Jyllands-Posten, 4. maj 1890

Fonografen i Aarhus.

                   Man gaar derhen med en lille Smule Skepsis; det kan ikke nægtes. Man er forberedt paa, at Fonografens Talen skal staa i samme Forhold til den levende Menneskerøst som en lille daarlig Spilledåses hvæsende Toner til virkelig klangfuld Musik, at Fonografens Stemme skal lyde som fra en Telefon paa lang Afstand.

                   Man faar de smaa Glasrør, der sidde paa Enden af lange Gummirør, stukket ind i Ørene, Maskinen sættes i Gang, og der lyder en Snurren, der synes at skulle stadfæste alle skeptiske Formodninger. Men pludselig spiler man Øjnene op: Der er En, der taler, taler højt og klart, som om han kun stod længere borte i Stuen, taler med Menneskestemmens hele Klangfuldhed og raadende over alle dens Nuancer.

                   Man gjør i sit stille Sind dette lille Maskineri en Undskyldning for al Mistro og Tvivl og bøjer sig for det i Ærefrygt.

                   Det er maaske selve den store Opfinder, man først faar at høre: En dyb, rolig, blød Stemme, der taler med en ejendommelig stille Styrke, og som fængsler Øret alene ved sin Velklang. Han forklarer sin vidunderlige Opfindelse, og intet Ord gaar tabt, han rømmer sig, han hoster, og tilsidst fløjter han et lille rakt Stykke. Det sidste er det bedste, da er Stemmen rykket helt nær til, man kan gribe frem for sig med Haanden og tro, at man vil fange den Fløjtende.

                   Saa skifter Valsen. Nordahl Brun synger, man hører hvert Ord, hver Tone, hver Nuance. Intet gaar tabt, man kan endogsaa høre, at paa det og det Sted maa Sangeren have drejet Hovedet bort. Det hel er saa fuldstændig komplet, at man vilde forbavses, hvis der var et Udtryk, en Nuancering, den være nok saa fin, som Fonografen ikke kunde gjengive, men man behøver ikke at frygte i den Retning.

                   Efter disse Præstationer troer man, at man er sikret mod at blive yderligere overrasket; man finder det fuldstændig i sin Orden, at Fonografen gjengiver “Kong Christian stod ved højen Mast”, spillet af fuld besat Orkester i London. Hvorfor skulle den ikke kunde gjøre det? Men alligevel er det en Overraskelse, naar man slipper gummirørene, sætter sig længst tilbage i Salen og saa pludselig hører Fonografen blæse en Kornet-solo ud i Rummet, højt og klart og aldeles fortrinlig blæst; man troede, at Fonografens Trolddom var brudt, naar man slap Fobindelsen med den.

                   Og dog er denne Troldmand saa simpel som det vel muligt. Man taler ned i en Tragt, ved hvis Bund der findes en meget tynd Glasplade; Luftsvingningerne sætter en paa Glaspladen anbragt Stift i Bevægelse, og den ridser saa ned i en roterende Voxcylinder. Naar Fonografen derefter skal gjengive det Opfangede, glider en anden Stift hen over Ridserne i Voxcylinderen, Stiften sætter derved atter en Glasplade i Bevægelse, og derfra forplantes Lyden gjennem lange Gummirrør til Øret. Man kan spørge: Men hvorledes er det da muligt; er der da ingen Tragt, der opsamler Lyden, ingen Sangbund eller lignende, der forstærker den og giver den Tone?

                   “Aldeles ikke”, svarer en af Edisons Ingeniører, der assisterer ved Fremvisningen.

                   “Men hvorledes gaaer det da til?”

                   – “Det veed man ikke, man kan ikke forklare det, det er en Opdagelse!”

                   Vi kan kun gjentage vor Opfordring til at gaa hen i Haandværkerforeningen og høre Fonografen; det lønner sig at gjøre sig bekjendt med denne vidunderlige Opfindelse. I Dag fremvises den som en Mærkværdighed i et enkelt Exemplar; i Morgen vil den findes i Tusindvis ude i det daglige, praktiske Liv.


Demokraten, Århus 8. maj 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf forevises nogle Dage fra 11-1, fra 3-5 og fra 7-10 i Haandværkerforeningen. Adgang for alle. Adgang for alle. Entree 50 Øre.


Demokraten, Århus 18. maj 1890

ANNONCE:

Edisons Fonograf I Dag Søndag sidste Dag fra 11 til 1, fra 3 til 5 og fra 7 til 10 i Haandværkerforeningen. Adgang for alle. Entree 50 Ø. Millitær og Børn 25 Ø.


Aftenbladet 15. juni 1890

Edisons ny Fonograf i Tivoli. Programmet i Ugen fra den 14. indtil d. 21. Juni er følgende:

                   “Holmens faste Stok” for Orkester. Kammersanger Simonsen: “Du gamla, Du friska, Du fjelhøga Nord”. Professor Phister: “Og jeg vil ha’e en Hjærtenskjær”. Sang af “Et Æventyr paa Fodrejsen” og “Episode fra en Kongerevu” (Kommandoraaben – Fanen trækker op – Tromme og Fanemarchen for Orkester – Soldaterne drager bort, medens Musikken spiller “Den tapre Landsoldat”). Til forevisningen af Edisons ny Fonograf er det paatænkt at indføre Abonnement, hvorved der vej kjøb af et vist Antal Billetter ydes en Moderation i Prisen, det tilsigtes ogsaa hermed at lette Adgangen for Foreninger.


Politiken, 1. september 1890

ANNONCE:

Tivoli. Idag Mandag den 1. September:

                   Edisons ny Fonograf.

(o.s.v)


Politiken, 1. juli 1891

ANNONCE:

Andre Nyheder i Edisons Fonograf.

Mr. Jorington: Sang med Piano (en mægtig Basstemme). – Hr. Algot Lange: Fransk Drikkesang. – Sang af Op. Lorley, Kornet og Piano. Kongerevue (nyt arrangement) – Berggrenskvartetten: Sange – P. Schram: Leporelloarien – Prof. Phister: Brudstykke af “Æventyr paa Fodrejsen” osv.

                   Edisons ny Fonograf høres daglig i Panoptikon undt. mellem kl. 2-4. Entré fra Panoptikon 25 Øre. – Fra Gaden 50 Øre. – Selskabskort sælges.

Spejlgemakkerne er daglig aabne uden særlig Entré – Skønnest ved klart Dagslys.


København, 10. februar 1894

Fonografen.

I Gaar blev Edisons forbedrede Fonograf af Generalkonsul Ruben forevist for den samlede københavnske Presse. Vi har før haft Lejlighed til at høre den amerikanske Troldmands mærkelige Talemaskine og maa bekende, at den her præsenterede ingenlunde i nogen retning staar tilbage for dem, vi tidligere har gjort Bekendtskab med, og at den maaske endda var noget klarere i Stemmen. Men forbedringerne synes os dog nærmest at maatte skrives paa Holdbarhedens Konto – og saa den, at flere ad Gangen kunde høre paa, hvad Maskinen havde at trutte.

                   For Holdbarheden er der nemlig gjort det, at den Jærnstift, der før ridsede vore gyldne Ord paa Maskinens Vokstavle, nu er blevet ombyttet med en Diamant , som Møl og Rust ikke kan fortære.

                   Forresten blev der forevist os en Fonografavtomat, der for 10 Øre afleverer diverse numre af mere eller mindre begavet Indhold. Paa Beværtninger vil denne Avtomat gøre sig stærkt efter den tiende Bajer.

                   Alt i alt er Fonografen en smuk Opfindelse, der er godt paa Vej til at blive virkelig praktisk.

                                                                                                                 Poul.


Politiken, 4.oktober 1897:

I Gaar døde den portugisiske Generalkonsul Gottfr. M. Ruben paa Dr. Langes Øreklinik. Den afdøde, der var Søn af den i sin Tid bekendte M.M. Ruben på Østergade, rejste i en meget ung Alder udenlands og levede derefter mange år Aar i England, Frankrig, Portugal og Spanien. Da han vendte tilbage hertil, havde han modtaget Udnævnelse til Generalkonsul for Portugal. Han var en gennemuddannet Mand og besad alsidige Interesser; af den store Offentlighed er han mest kendt som den, der indførte de Edisonske Fonografer her i Landet. Da han for to Maaneder siden vendte tilbage fra en Forretningsrejse i Norge, var han bleven angreben af en Ørebetændelse – han mente selv efter Søbade – og denne nødte ham til at lade sig indlægge paa Dr. Langes Klinik. Efter en Operation var foretagen, blev han udskreven, men da Sygdommen snart tog til i betænkelig Grad, maatte han atter lade sig indlægge. I Forgaars blev han paany opereret, denne Gang for Svulst på Hjærnen, men det viste sig hurtigt, at hans Liv ikke stod til at redde, og i Gaar Eftermiddags ved Femtiden døde han stille. Generalkonsul Ruben blev nogle og tresindstyve Aar.


Berlingske Tidende,  4.oktober 1897 (morgenudgaven):

Dødsfald.

Efter nogen Tids Sygdom døde igaar Eftermiddags her i Staden portugisisk Generalkonsul for Danmark, Grosserer G.M. Ruben i en alder af 60 år. Før han, der var Barnefødt i Kjøbenhavn, for en del Aar siden etablerede sig her, havde han i  sin Ungdom været bosiddende i Portugal. Afdøde, der var en i vide Kredse skattet og afholdt Mand, var dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors og flere portugisiske Ordener.


Dagens Nyheder 5. oktober 1897:

Portugisisk Generalkonsul Gottfred M. Ruben er i Søndags afgaaet ved Døden efter en operation, der havde til Hensigt at fjerne en Svulst paa Hjernen.

Generalkonsul Ruben, der opnaaede en alder af nogle og tres Aar, havde i sine yngre Aar opholdt sig længe i Udlandet. Efter at være vendt hjem, var han i sin Tid Deltager i de bekjendte Manufakturfirmaer M.J. Meyer & Co. og Ruben & Jacob; men i de senere Tider drev han Forretning i mindre Stil. Han var nu særlig bekjendt som Repræsentant for Edison-kompagniet, paa hvis Vegne han her i Landet har indført Fonografen.


Berlingske Tidende 7. oktober 1897 (aftenudgaven):

Jordefærd.

I Formiddags fandt portugisisk Generalkonsul, Grosserer G.M. Rubens Jordefærd under megen Højtidelighed Sted fra det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. I det festligt belyste og med mange stedsegrønne Planter dekorerede Kapel var Kisten hensat. Den var dækket med et rigt og skjønt Blomsterflor, og der saas signerede Kranse fra herværende portugisiske Konsulat og fra Personalet ved Eddysons Fonografer. I det talrige Følge bemærkedes den portugisiske Vicekonsul, Grosserer Arntzen, hollandsk Vicekonsul v. Haarst, andre herværende Konsuler, mange Medlemmer af den kjøbenhavnske Handelsstand m. fl.

Efterat Salmer vare sungne, talte Præst ved den mosaiske Menighed Simonsen: Guds Velsignelse var over ham, og han stræbte at vandre i Guds Naade – ud fra denne Hovedbetragtning gav Taleren i form af en Bøn en smuk og sympatisk Skildring af den Afdøde, der bestandig havde bevaret et lyst, ungdommeligt Sind, baade i Medgang og i Modgang – der havde ejet et godt og kjærligt Hjerte, et blidt og venligt Sind – der havde været trofast imod og lykkelig ved at tilhøre Israels Menighed – og som altid havde stræbt at bevare sit Navn rent og uplettet, og derfor ogsaa vundet Menneskenes Anerkendelse.

Efter at Slutningssalmen var sungen, bares Kisten af den Afdødes Nærmeste ud paa Kirkegaarden hvor Jordfæstelsen fandt Sted.


Politiken 8. oktober 1897:

Begravelse.

Generalkonsul Ruben blev i Gaar begravet fra det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. I det store Følge bemærkedes den portugisiske Vicekonsul Arntzen, hollandsk Vicekonsul v.d. Horst, Direktør Dessau, Grossererne Moses Melchior, Louis Meyer o. Fl.

Talen holdtes af Overrabiner Simonsen.


Dagens Nyheder 8. oktober 1897:

Jordfæstelse.

Paa Vestre Kirkegaards Afdeling for den mosaiske Menighed begravedes igaar Generalkonsul Ruben. Kapellet var rigt dekoreret, og i det talrige Følge var Handelsverdenen og i denne særlig den konsulare Stand stærkt repræsenteret. Blandt talrige Krandse bemærkedes der signerede fra det portugisiske Konsulat og fra Personalet ved Eddysons Fonografer. Præst Simonsen holdt Talen, Slægtninge og Venner bar Kisten ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: