Redaktionssekretæren med Harald Kolling og Marius Berggreen

Skrevet af Steen Kaargaard Nielsen, 2010

En blåstrømpe sættes på plads
Fastelavnsmandag får avisredaktør Bassing besøg af sin søster Augusta på redaktionen. Hun er udklædt som mand og snart opstår en heftig diskussion om kvindens evne til at varetage en mands arbejde. Bassing beslutter sig for at imødegå og teste søsterens radikale blåstrømpe-synspunkter*: Han overlader hende stillingen som ‘mandlig’ redaktionssekretær for en kort stund. Sammen med Augustas tilkommende, journalist Stendal, som uden hendes vidende belejligt er dukket op, udsætter Bassing den nyslåede redaktionssekretær for en række meget besværlige og helt urimelige personager. De er naturligvis alle Bassing og Stendal i forklædning. Augusta indser snart, at hun ikke er opgaven voksen, og selv om forklædningsspillet afsløres, fremgår det med al ønskelig tydelighed af hendes slutreplik, at hun har lært sin lektie: “Jeg skal aldrig gøre det mere!”

Mænd i forklædning
Erik Bøghs vaudeville Redaktionssekretæren havde premiere på Folketeatret tilbage i 1863 og blev frem til 1897 spillet i alt 164 gange. Forestillingens kønspolitiske morale er skrap kost i nutidens optik. Forestillingens popularitet i samtiden skyldes først og fremmest, at den udmærker sig som en forklædningskomedie, der giver de to mandlige hovedkræfter rig lejlighed til at fremstille en række mere eller mindre excentriske og komiske karakterer. To af disse karakterer er at finde i Ruben-samlingen, hvor skuespillerne Harald Kolling og Marius Berggreen hver har indsunget en karakter-vise.

En falleret provinsskuespiller fører sig frem 
Harald Kolling havdespillet redaktør Bassing siden 1867 og fejrede i 1897 sit 40-års jubilæum som skuespiller i netop denne glansrolle ved en beneficeforestilling. På optagelsen optræder han i forklædning som en ubehagelig, falleret provinsskuespiller, der præsenterer sig som: Hr. Charles Sapeur, direktør for det Musikalsk-deklamatorisk-dramatiske Selskab i Salon Parnas – i virkeligheden fire tredjerangs syngepiger i en simpel beværtning (scene 9). Han prøver at presse avisen til at skrive en retfærdig (læs: positiv) anmeldelse af deres optræden, og i den afsluttende vise, ‘Parnassets direktør’, fremsætter han trusler om uspecificerede repressalier, hvis hans forlangende ikke efterkommes. For som det lyder i omkvædet: “Rien n’est sacré pour un sapeur” – intet er helligt for en sapør**. Her nyder Kolling tydeligvis at fremstille den affekterede Charles Sapeur i en næsten jodlende ‘koloratur’.

Se viseteksten og lyt til visen. Af visens i alt fire vers indeholder optagelsen vers 1, 3 og 4.

Scenen, karakteren og visen blev skrevet og indlagt samme år, som Kolling overtog rollen, og højst sandsynligt til ham. Så her kan meget vel være tale om en creator’s record. Visens franske islæt, inklusive melodien af Auguste de Villebichot, er lånt fra en af den franske chanteuse populaire Thérésas store succeser, “Rien n’est sacré pour un sapeur” fra 1864. En præcis datering af optagelsen i tidsrummet 1890-97 er (pt.) ikke mulig, ligesom akkompagnatøren er ukendt.

…og en sjællandsk bonde tager hævn
RubensamlingenMarius Berggreen overtog rollen som journalist Stendal i 1890, og blandt hans forklædninger er den sjællandske bonde Mads Mikkelsen (scene 6). Hans ærinde er at udlevere de øvrighedspersoner, store som små, og i øvrigt alle andre, som han oplever har snydt eller svigtet ham. I visen ‘I avisen’ opregnes synderegistret for etatsråden, rigsdagsmanden, justitsråden, provsten, doktoren, skytten, mølleren og degnen. Alle skal de i avisen, berettiget eller ej! Visen har ikke til formål at skabe sympati for ‘den lille mand’, men snarere at fremstille endnu en stereotypisk karikatur, den lidt enfoldige sjællandske bonde. Netop bondefigurer med bred dialekt var blandt Berggreens specialer og hans meget frie og talenære vise-foredrag i denne a cappella udgave giver god plads til en gedigen karaktertegning.
Visens melodi er genbrug af en af Erik Bøghs egne melodier. En præcis datering af optagelsen i tidsrummet 1890-97 er (pt.) ikke mulig.

Se viseteksten og lyt til visen. Optagelsen er næsten komplet med fire vers. Dog løber valsen ud i slutningen af sidste vers.

Ordforklaringer til teksten
* Blåstrømpe: I 1800-tallet nedsættende betegnelse for frigjorte og selvstændige kvinder med intellektuelle evner og ambitioner.

** Sapør: Ingeniørsoldat uddannet i løbe- og skyttegravskonstruktion (fr. sape). I krigssituationer bogstavelig talt undergravende virksomhed.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: