Avis-visen med Peter Fjelstrup

Skrevet af Knud Arne Jürgensen, 2010

På en af valserne fra Ruben-samlingen hører man Peter Fjelstrup, der var en af tidens største komikere med over 400 teaterroller på sit cv. På valsen synger han “Avis-vise” og ironiserer i rollen som Hr. Gnavesen over dag- og ugebladenes overflod af informationer. Avis-redaktører og medierne får en opsang i avis-visen, der er fra Sommerrevyen 1889, men sandsynligvis indspillet på valse i 1890. 

Satirisk vise om dag- og ugebladenes strøm af information

Rubensamlingen”Avis-Vise” er en satirisk gennemgang af strømmen af information fra dag- og ugeblade, der oversvømmede læserne i 1880’erne og 90’erne. Visen var et af hovednumrene i revyen Muntre Musikanter, Løse Blade af Dagens Krønike eller Sommerrevyen 1889, der havde urpremiere på Frederiksberg Morskabsteater den 25. juli 1889. Visen fremføres af Peter Fjelstrup, og den repræsenterer hans gennembrud som komisk skuespiller.

Hør opsangen til uge- og bladredaktører

Avis-visen handler om avisabonnenten Hr. Gnavesen, der pligtskyldigt ”gnaver” sig gennem datidens helt uoverskuelige mængde af hovedstadsaviser og ugeblade. Imens han gør det, leverer han små rammende kommentarer til hvert blads indhold og redaktionelle stil.

Version 1
Hør den digitale version af valsen med Peter Fjelstrup uden bearbejdning (uden støjreduktion m.m.). Visen starter efter ca. 15 sekunder.

Version 2
Hør den digitale version af valsen med Peter Fjelstrup efter reduktion af støj og tilpasning af hastighed.

Hvad bliver der sagt på valsen – transskription af Knud Arne Jürgensen (åbnes i et nyt vindue)

Teksten til visen er skrevet af Axel Henriques (1851-1935) og indsunget på valsen af Peter Fjelstrup. Melodien er oprindeligt komponeret af den tysk-franske revykomponist Louis-César Desormes (1840-1898).

Et samtidigt nodetryk med den komplette tekst til Henriques’ ”Avis-Vise” kan søges på denne webside: http://www.kb.dk/permalink/2006/mus/17/ (på nodeheftets s. 10-11).

Indspilning af ”Avis-visen” er sandsynligvis fra 1890

Indspilningen af ”Avis-visen” er sket til klaver-akkompagnement med en ubekendt pianist. Optagelsen rummer en gentagelse af 1. vers, men er i øvrigt ellers komplet med alle visens fire vers. Optagelsen må i følge slutannonceringen på valsen sandsynligvis dateres til den 25. maj 1890. Valsen er altså optaget året efter urpremieren på ”Avis-vise”, som også er året, hvor Peter Fjelstrup for anden gang stod på Frederiksbergs Morskabsteater i Sommerrevyen 1890. Året efter (1891) forlader Fjelstrup Frederiksberg Morskabsteater til fordel for Casinoteatret.

Peter Fjelstrup: En af de største komikere

Peter Julius Fjelstrup levede fra 1866 – 1920  (24.3.1866-5.6.1920), og han nåede at spille over 400 teaterroller og medvirke i 13 stumfilm. Han bliver kendt som en af Danmarks største komikere, men er på samme tid ikke bleg for at kaste sig over tragiske karakterroller. Fjelstrups karriere som skuespiller starter i 1884 på Casinoteatret og varer 35 år frem. 

  • Rubensamlingen1884:  Fjelstrup debuterer som 18-årig på Casinoteatret i en lille rolle.
  • 1886 – 1887: Det Kongelige Teaters elevskole.
  • 1889: Efter forskellige turnéer i Norge slår han igennem som revyskuespiller på Frederiksberg Morskabsteater, hvor han medvirker i sommerrevyen “Muntre Musikanter”. Han viste sig straks som en af tidens største komikere.
  • 1891 – 1894: Vender tilbage til Casinoteatret og får sit store gennembrud i titelrollen i “Charleys Tante” i 1894.
  • Han er derefter knyttet til Folketeatret 1894-95 og 1899-1900 samt på Dagmarteatret 1901-02 og 1904-05. På Folketeatret arbejdede han under Herman Bangs instruktion og gik derefter i en periode over i de tragiske karakterroller.
  • 1899: Fjelstrup gæster sommeren 1899 Norge som teaterleder og gæstespiller igen i Norge 1905/06 sammen med gruppen “De Otte”.
  • 1906 – 1908: Som direktør for sit eget skuespillerselskab rejer han meget i Danmark, Norge, Sverige og Finland og gæsteoptræder også på københavnske og skandinaviske scener. Han er gæstespiller på Centralteatret i Norge med sit eget selskab i 1907 og 1915 og alene i 1913.
  • 1914-15: Kunstnerisk direktør for Alexandra Teatret.
  • 1919: I anledning af sit 35 års skuespillerjubilæum bliver Fjelstrup engageret til en turné, hvor han skal spille tre af sine største og berømteste glansroller: August Strindbergs “Faderen”, Ferdinand Piper i farcen “Erik Ejegods Pilgrimsfærd” og opvarteren Alexander Nyberg i Gustav Esmanns “Alexander den Store”.
  • 1920: Fjelstrup dør pga. sygdom og når ikke at gennemføre sin turné, der startede i 1919.

Der findes online portrætter af Peter Fjelstrup på Det Kongelige Biblioteks webside: www.kb.dk/da/nb/materialer/billeder/portraetregistrant/ og på www.danskefilm.dk/index2.html

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: