Transskription af Elna Froms monolog

Transskription af valsens indhold: Ragnhilds monolog i Henrik Hertz’ skuespil, Svend Dyrings Huus (3. akt, scene 8 )
Støj og knitren blander sig med brudstykker af Elna From, der fremfører Ragnhilds monolog fra tragedien “Svend Dyrings Huus”. Det er ikke altid lige let at høre, hvad der bliver sagt på valsen med Elna From. Her kan du læse, hvad der faktisk siges, hvis du er i tvivl. Indholdet på valsen er transskriberet af Knud Arne Jürgensen fra Det Kongelige Bibliotek (2009).

Bemærk: Ord, der her er fremhævet med fed skrift, er dem, som reelt fremsiges i optagelsen ligesom ord anført i [skarp parentes] er dem, der reelt forekommer i optagelsen i stedet for Hertz’ originale tekstforlæg:

Ragnhild (ene og grublende):
Den[ne] lille Guldmønt har min Fader mig givet.
Det er tre Aar siden; han selv bandt den om.
Fra en gammel Klosterbroder den kom;
Saa længe jeg bar dén, skulde jeg friste Livet.
 

Livet? Hvad er mit Liv? – Den Aande, jeg drager?
Mit Øies Seekraft? Bevægelsen i mit Blod?
Evnen at styre Haand
og [eller] Fod?
Eller er det Livet, det, der mig jager
Som en forfulgt Hind fra Sted til Sted?
Det, jeg vil flye for,
og [men] som dog følger med?
Den[ne] [min] ene[ste] Tanke, denne min eneste Klage,

Som jeg aldrig trættes ved at kalde tilbage!
Jeg har hidtil levet tilfreds. Een Dag
Gik som den anden i eensformig Mag.
Jeg havde fuldt op af Alt, var hædret i min Stand.
Var jeg hungrig, spiste jeg; var jeg tørstig, kunde jeg drikke.
Den Stilling var god; men Liv var det ikke –
Saa lidt som Kjærets sumpede Vand
Har et Liv mod Havets ved den brusende Strand.
Nu
er det anderledes. Jeg er eensom og forladt.
Min Kind brænder; min Gang er urolig.
Min Vei gik midt over Heden inat,
Og Skoven har været min Bolig.
Og dog – da jeg nylig gjennem Lyngmarken skred,

Og trak Aanden, angst og besværet
– I hvert Aandedrag var Alt, hvad jeg leed –
Nei! saaledes har jeg aldrig trukket Veiret!
Og da jeg sank til Jorden, saa mat, saa træt,
Og følte mig med Eet forskudt i min Qvide,
Og brast i Taarer, hede og stride, –
Da var det mig, som jeg aldrig tilforn havde grædt.
Og er ikke mine Taarer, er ikke min Aande
Kilderne for Livets Fryd og dets [dens?] Vaande?

Min Stivfader har fortalt, han laae saaret i Slaget.
Henad Skibets Dække strømmede hans Blod;
Der feilede lidt, og hans Fartøi var taget.
Men hans Mænd stred med ustandseligt Mod,
Og atter hang over ham pletfrit Flaget.
Dengang, da Livet flygted’ med hans Blod,
Men han agted’ det ikke, men ufravendt stirred’
Paa Kampen, til hans Blik[ke] blev dunkelt og forvirret

Dengang – har han sagt – først han vidste,
Hvad det var at leve og et Liv at miste.
Ja, jeg føler: i et Øieblik som dette,
Naar den sidste Terning kastes i Krigen [Kampen],
Dér Livets bankende Hjerte slaaer.

Kunde hiin lille Guldmønt mig forjætte
Det Liv, der aander i min Længsel, i min Higen,
Det Liv,
hvori [hvor] jeg haabløs forgaaer,

Da – ja da! Men det kan den ikke.
Det Liv, den forlænger, er for mig forbi;
Det, jeg nu færdes i,
Er den bittreste Kalk, jeg kan drikke!
(Gaaer langsomt mod Udgangen, men vender sig hastig og kommer tilbage).
Der er han! Det er Stig! – Han er fulgt af sin Svend –
Hvor skal jeg skjule mig? – hvor skal jeg hen?
(Gaaer ind mellem Træerne tilhøire).

Ekstra materiale
På Arkiv for Dansk Litteratur (www.adl.dk) findes originaltrykket i faksimile til Ragnhilds monolog. Monologen findes her på siderne 250-252, som kan søges direkte på dette link: http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=218&p_sidenr=250.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: